• Radio4 gør klar til at fyre hver fjerde medarbejder

    المصدر: BDK Borsnyt / 09 أبريل 2024 13:05:21   America/New_York

    En stor fyringsrunde er på vej hos radiokanalen Radio4. Den nye ledelse vil nemlig fyre 17 medarbejder, der svarer til omkring hver fjerde ansatte på radiokanalen. Det siger tillidsrepræsentant og radiovært for Radio4 Kasper Harboe til Ritzau. Ifølge Kasper Harboe sker det som et led i en ny strategi hos radiokanalen. - Vi har vidst i lang tid, at en strategi var undervejs i forhold til, hvordan Radio4 skal trækkes videre og afhjælpe dårlige lyttertal. Men det var en meget hård melding og et meget højt tal, siger han. Han fortæller, at medarbejderne ikke var overrasket over, at der afskediges medarbejdere, men at det kom som et chok, at det drejede sig om næsten hver fjerde, der er ansat på journalistoverenskomst. Ifølge Kasper Harboe ved man endnu ikke, hvem fyringsrunden konkret vil gå ud over, men nu vil der være en 14-dages forhandlingsperiode, hvor tillidsrepræsentanterne vil sætte sig sammen. - Vi skal se forudsætningerne og forstå dem, og i den proces vil vi også overveje, hvordan vi kan arbejde med de tal, og se om vi kan få nedbragt det. - Vi vil selvfølgelig arbejde på tingene hvert eneste minut. Medmindre vi er nået i mål med noget inden den 24. april, så bliver det fyringsdagen, siger han. Det er den tidligere DR-chef og nuværende ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør hos Radio4, Nikolai Thyssen, der meldte ud om fyringsrunden ved et fællesmøde tirsdag klokken 12, lyder det. Thyssen har været på Radio4 siden december sidste år, og allerede i marts varslede han over for fagbladet Journalisten, at der ville ske udskiftninger hos mediet. - Det er jo ikke et hold, der har vundet Superligaen. Så selvfølgelig skal vi se på holdopstillingen, lød det fra Thyssen til fagbladet. Radio4 gik i luften i 2019, efter at kanalen overtog det daværende Radio24syvs FM-bånd. Det skete blandt andet, fordi Radio4 accepterede de nye krav om, at en stor del af radioen skulle placeres vest for Storebælt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/radio4-goer-klar-til-at-fyre-hver-fjerde-medarbejder
شارك على،